Vedtægter
§ 1
Navn
Foreningens navn er GRINDSTED FÆLLESANTENNE, og dets hjemsted er Billund Kommune.
Formål:
1. Foreningens formål er almennyttigt. Foreningen ejer og driver en infrastruktur i lokalområde, med henblik på over for medlemmerne på ikke-kommercielle vilkår at:
a) modtage og videredistribuere et bredt udbud af danske og udenlandske programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst, og underholdning.
b) sikre medlemmerne adgang til Internettet.
c) supplere med mulige serviceydelser i tilknytning hertil.
Foreningens formål kan fremmes ved:
2. at foreningen tidsbegrænset overdrager transmissionskapacitet i anlægget til tredjemand.
3. at foreningen tilslutter sig og/eller ejer andele i andre foreninger, selskaber ellersammenslutninger, som har til formål at fremme foreningens interesser – på ikke kommercielle vilkår.
§ 2
Medlemsskab
Enhver grundejer/lejer, som efter bestyrelsens skøn hører under det naturlige forsyningsområde, og som skriftligt underkaster sig foreningens vedtægter, kan optages som medlem, medmindre optagelsen strider mod foreningens tarv.
Nye medlemmer betaler den tilslutningsafgift, der til enhver tid er gældende.
Udmeldelse og ejerskifte
Et medlem kan ansøge bestyrelsen om fritagelse for medlemskab senest 15. marts med virkning fra førstkommende 1. april.
Gældende udgifter for frakobling betales i forbindelse med frakoblingen.
Ved eventuel gentilslutning betales den til enhver tid gældende afgift for gentilslutning. Vilkår og afgift fastsættes af bestyrelsen.
Såfremt et medlem afhænder en ejendom eller fraflytter en lejlighed, der er tilsluttet det fælles antenneanlæg, er vedkommende pligtig til at drage omsorg for, at køberen, eventuelt efterfølgeren, indtræder i de samme rettigheder og forpligtelser, og giver foreningen meddelelse herom.
Afgår et medlem ved døden, indtræder den efterlevende eller boet i afdødes rettigheder og forpligtelser.
Restance
Såfremt et medlem ikke opfylder sine kontraktlige forpligtelser, er eventuelle skyldige beløb straks forfaldne til betaling, og foreningen er da i øvrigt berettiget til uden yderligere varsel at afbryde den pågældendes tilslutning til anlægget.
Medlemmets solidariske forpligtelse over for foreningen består dog fortsat.
Fornyet tilslutning til anlægget gøres afhængig af betaling af alle skyldige beløb med påløbne renter, samt udgifterne til afbrydelse og tilslutning.
Institutioner og lignende
Institutioner og lignende, som ifølge deres natur ikke kan være medlemmer, kan dog blive tilsluttet foreningen på de vilkår, som foreningens bestyrelse bestemmer.
§ 3
Foreningens rettigheder
Bestyrelsen er berettiget til at træffe alle foranstaltninger til opfyldelse af foreningens formål og fastsætte de nærmere regler herfor.
Bestyrelsen træffer beslutninger om alle programsammensætninger - dog under hensyntagen til gældende love og bekendtgørelser.
Medlemmerne er pligtige til ikke at beskadige eller foretage indgreb i eller ændringer af anlægget. Skader eller mangler skal snarest muligt meddeles foreningen.
Indføring fra skel til stik i huset/ejendommen betales af det enkelte medlem. Udgiften til gravning m.m. fra stander til skel afholdes af medlemmet. Dog yder foreningen et tilskud fastsat af bestyrelsen. Installationen må kun udføres af en af Grindsted Fællesantenne godkendt installatør/radioforhandler og med godkendte materialer. Foreningen sørger for, at driften bliver så regelmæssig som muligt, men påtager sig intet ansvar for utilfredsstillende billed- og lydkvalitet, som hidrører fra interferens og atmosfæriske forstyrrelser eller fra fejl og mangler ved de tilsluttede modtagere.
Foreningen forbeholder sig ret til (i kortest mulig tid), at afbryde driften af anlægget af hensyn til reparation eller udvidelse af dette. Bestyrelsens medlemmer eller disses befuldmægtigede har til enhver tid ret til adgang i medlemmets ejendomme for at udøve kontrol med de til installationerne hørende ledninger.
Foreningen har ret til at anbringe fordelerskabe ved hver parcelhusgrund ved skel og til at foretage fornøden opgravning på medlemmernes grunde uden erstatning eller ved sammenbyggede ejendomme at lade gennemføringer foretage. Reetablering foretages af foreningen.
§ 4
Kapitalgrundlag
Foreningens kapital fremskaffes ved tilslutningsafgifter og abonnementsydelser med mere samt ved optagelse af lån.
Hæftelse
Medlemmerne hæfter solidarisk for alle foreningens forpligtelser i forhold til antallet af tilslutninger, dog med maximalt kr. 1000 pr. tilslutning.
§ 5
Regnskabsforhold
Bestyrelsen skal aflægge årligt regnskab. Regnskabsåret er fra den 1. januar til den 31. december.
Overskuddet benyttes efter bestyrelsens bestemmelser, dog kan ingen del af det årlige overskud udbetales til medlemmerne, men skal udelukkende benyttes til anlæggets formål.
Regnskabet skal underskrives af bestyrelsen og revisionen, og skal af bestyrelsen forelægges på den ordinære generalforsamling.
§ 6
Generalforsamling
Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle foreningens anliggender, dog ikke ved programsammensætninger ifølge § 3 stk. 2.
Foreningen ledes i øvrigt af en bestyrelse på 7 medlemmer.
Foreningens ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden 15. marts.
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når mindst 25 af medlemmerne forlanger det. I sidste tilfælde skal bestyrelsen underrettes om forhandlingsemnerne, og mindst 3 uger før der indkaldes til generalforsamlingen. Enhver generalforsamling skal indkaldes med mindst 14 dages varsel ved bekendtgørelse i et lokalt uge- eller dagblad.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling omfatter som minimum følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Beretning fra formanden til godkendelse
3. Regnskabet ved kassereren til godkendelse
4. Indkomne forslag
5. Valg af medlemmer til bestyrelsen samt 1 suppleant
6. Valg af revisor
7. Eventuelt
Kun de på dagsordenen opførte punkter kan behandles og afgøres på generalforsamlingen.
Medlemmer, som ønsker emner behandlet på generalforsamlingen, må skriftligt give meddelelse herom til bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingen. Forhandlingerne ledes af en af generalforsamlingen valgt dirigent, hvem det påhviler at konstatere, at generalforsamlingen er lovligt indvarslet samt er beslutningsdygtig.
Forhandlingerne protokolleres.
§ 7
Afstemninger
Ethvert medlem, der betaler fuldt kontingent, har 1 stemme på generalforsamlingen, uanset om han/hun har flere ejendomme. Et medlem, som på grund af sygdom eller bortrejse er forhindret i at komme til stede, kan afgive en skriftlig fuldmagt til et andet medlem med bemyndigelse til at afgive stemme for sig, men ingen deltager i en generalforsamling kan dog nogensinde afgive mere end 1 stemme foruden sin egen.
Alle sager afgøres ved almindelig stemmeflertal. For vedtagelse af en bestyrelsesbeslutning, skal mindst 4 af bestyrelsens medlemmer være til stede ved dette møde.
Til vedtagelse af ændringer i vedtægterne kræves at 2/3 af de fremmødte stemmer for vedtagelsen.
Vedtagelse af foreningens opløsning kræver dog, at mindst halvdelen af medlemmerne er mødt på generalforsamlingen, og at 2/3 af de fremmødte stemmer for vedtagelsen.
Hvis ikke halvdelen af medlemmerne er mødt, kan der indkaldes til en ny, ekstraordinær generalforsamling med sædvanlig varsel og med dette punkt på dagsordenen, og denne er da beslutningsdygtig uanset de mødendes antal og afgør spørgsmålet ved almindelig stemmeflertal.
§ 8
Valg
Valg af bestyrelsen kan foregå ved skriftlig afstemning, og stemmesedlen skal være påført lige så mange navne, som der skal vælges medlemmer.
Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen, idet 4 medlemmer er på valg i lige år og 3 medlemmer i ulige år.
Suppleanter vælges for 2 år, 1 hvert år.
Ved et bestyrelsesmedlems udtræden, indtræder den først valgte suppleant i dennes sted og funktionsperiode. Ethvert medlem er pligtig til at modtage valg, men er berettiget til at undslå sig for at modtage genvalg efter 2 perioders medlemskab af bestyrelsen. Bestyrelsen vælger selv sin formand, næstformand, kasserer og sekretær, alt for et år ad gangen, blandt bestyrelsens medlemmer.
§ 9
Tegningsret
Bestyrelsen indgår med bindende virkning for foreningen de med driften fornødne aftaler og kontrakter, sørger for tilvejebringelse af de til driften nødvendige tekniske midler samt pengemidler og er berettiget til på foreningens vegne at optage lån.
Til at tegne foreningen behøves alle bestyrelsesmedlemmers underskrifter, dog kan bestyrelsen bemyndige formanden til sammen med et andet medlem af bestyrelsen at tegne foreningen.
Ved optagelse af lån skal den samlede bestyrelse underskrive.
Bestyrelsen kan autorisere en eller flere radioforhandlere/installatører, og disse må - under overholdelse af de af bestyrelsen fastsatte retningslinier og under ansvar for gældende lov - udføre installationer i foreningens leveringsområde.
§ 10
Formandens pligter
Formanden kan til en hver tid indkalde til bestyrelsesmøde med et varsel på 1 uge. Endvidere er formanden pligtig at indkalde til bestyrelsesmøde med samme varsel, hvis mindst 2 bestyrelsesmedlemmer forlanger det. Bestyrelsen fører en forhandlingsprotokol.
Bestyrelsens bestemmelser tages ved almindelig stemmetal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Et mindretal er berettiget til at få sin motiverede opfattelse tilført protokollen.
§ 11
Bestyrelsens afgang
Såfremt en af bestyrelsen vedtaget og gennemført sag forkastes af generalforsamlingen, er bestyrelsens medlemmer berettiget til at udtræde af bestyrelsen, uanset om det for de enkelte medlemmers vedkommende sker midt i en funktionsperiode, men skal fungere, indtil nye bestyrelsesmedlemmer er valgt. Valg af nye bestyrelsesmedlemmer i stedet for de udtrådte, kan i så fald foretages på en ekstraordinær generalforsamling.
§ 12
Opløsning
Ved foreningens opløsning under iagttagelse af bestemmelserne i § 7, udpeger generalforsamlingen 2 likvidatorer, som i enhver henseende er berettiget til at tegne foreningen og skal afhænde foreningens aktiver på bedst mulige vilkår. En eventuel gæld, under iagttagelse af bestemmelserne i § 4, deles blandt de, der var medlemmer, da indkaldelsen til generalforsamlingen i den anledning blev bekendtgjort. Fordelingen finder sted i forhold til antallet af tilslutninger. En eventuel formue uddeles til alment velgørende formål indenfor Billund Kommune.
Foreningen er opløst, når generalforsamlingen har godkendt regnskabet og likvidationen.
------
Således vedtaget på den ordinære generalforsamling den 5. marts 2008.
I bestyrelsen:
Mogens Osted, Marianne Redder, Kjeld Kaad Hansen, John Carsten Nielsen, Morten Lund-Petersen, Johannes N. Nielsen, Erling Kühl.

